BYGGE – stedet hvor man får lov til ”at være dreng”

 Det er ikke altid lige let at være en dreng på 7 år, når vi skriver Århus 2006. Han skal opføre sig ordentlig, være en god kammerat, sidde stille, tie stille og være dygtig i timerne i skolen, lave sine lektier, skrive pæne bogstaver og tal. Når han så kommer hjem, hvor han bor alene sammen med sin mor, i en lejlighed på 3 sal, må han ikke larme, trampe i gulvet eller på anden måde forstyrre naboerne. Kort sagt han skal hele tiden være sød, stille og rolig! 

-  Sig mig hvornår skal han – have lov til at være dreng ???

Hvornår er det tidspunkt på dagen, hvor han får lov til ”bare” at være dreng, hvor han får brugt sin fysik, fantasi og kreativitet uden at skulle hæmmes af hele tiden at skulle være ”sød og stille” ?

Hvor mange frustrationer har han ikke brug for at få afløb fra når han bliver teenager, hvis aldrig han har fået lov til ”at være dreng” ?

Jeg mener at have fundet det der mangler for at give min dreng et pusterum i dagligdagen, hvor han kan få lov til ”at være dreng”  -  svaret er BYGGE !

BYGGE er for min dreng det sted hvor han kan få lov til at ”være dreng”, der er luft og plads til at være fysisk aktiv, uden hele tiden at skulle tænke på at ”være en sød og stille dreng”. En mulighed for, inden for gode pædagogiske rammer, at få brændt noget krudt af, trampe i jorden, tumle og få sine aggressioner ud uden at det behøver at gå destruktivt ud over nogen.

På BYGGE er der en masse kammerater i mange aldre, som man kan: tumle med, lege/spille rollespil med, der er mulighed for at klatre i træer og bygge huler, lave bål, arbejde med sine hænder og fremstille ting af træ. Der er mulighed for at lære at reparere cykler og bruge cyklerne i forhindringsbaner, som man selv bygger, derudover er der mulighed for at have et dyr, som man har ansvar for, og som måske kan blive ens allerbedste ven. 

Samtidig gør man meget på BYGGE med hensyn til at spise sundt og lære børnene at det bestemt ikke behøver at være kedeligt at spise grønsager og frugt. Energi skal der jo til for at krop og hjerne kan fungere optimalt, men samtidig er det jo vigtigt at undgå at overflødige kilo sætter sig på sidebenene.

Der findes ikke playstaion eller computere til børnene på BYGGE, selvom de fleste børn (og måske især drenge) synes den slags er enormt spændende og gerne bruger flere timer dagligt på et godt spil. Jeg synes, som forælder, at det er herligt, så behøver jeg ikke at have dårlig samvittighed over at lade ham bruge computeren en del her hjemme

Det der skal til for at min søn fortsat skal kunne klare sig godt i skolen og i livet er, at han efter skole kan gå på BYGGE, hvor han for lov til at udfolde sig på mange fysisk-aktive måder, samtidig med at han får en masse frisk luft. At han får lov til at ”være dreng” og udvikle sig til et helt menneske.

med venlig hilsen

En enlig mor der ønsker det bedste for sin søn