Krisemøde!!! - skal BYGGE nedlægges?

 Kære forældre til børn på bygge.

Vores store frygt er ved at blive til virkelighed.

Det er blevet meddelt fra kommunens side, at alle børn, der ikke er indskrevet på Frydenlundskolen skal udmeldes pr. 1. august 2007. Det har store konsekvenser for alle, da hele grundlaget for at have en institution dermed er væk. Det er reelt dødsdommen over Bygge.

Derfor sætter vi nu alle kræfter ind.

På tirsdag d. 5. december kommer Århus Stiftstidende kl. 13, for at lave en artikel om Bygge.

På onsdag d. 6. december mødes vi på Rådhuspladsen kl. 15:30 for at aflevere underskriftindsamlingen til Louise Gade.

Tirsdag d. 12. december indkalder vi til møde på bygge kl. 19 - uden børn.

Vi har i arbejdsgruppen kontaktet både Nicolai Vammen og Louise Gade for at sætte et møde i stand.

Derudover har vi talt om at lave en synlig aktion, for at fange tv-mediets interesse, i form af at besætte Bygge en dag eller to. Eller hvad der måtte vise sig at være stemning for.

Det er som sagt meget alvorligt nu, håbet svinder ind og Bygge er i overhængende fare for at blive lukket helt.

Derfor er det også vigtigt, at så mange så muligt deltager i de forskellige arrangementer. Opbakning bag vores protester er afgørende for at kunne slå igennem overfor medierne og få en konstruktiv dialog med politikerne og kommunen.

Følg med og se nyheder på www.bevarbygge.dk

Mange hilsner i håb om at i alle vil bakke op om mødet d. 12. december kl. 19.

Forældregruppen for bevarelse af Bygge.